23. aug 2008 Rygeforbuddet og den massive fokus på folkesundhed får nogen til at mene, at der sker for store indgreb i den enkeltes frihed. Men det mest kritisable er at lade mennesket gå til i sin egen frihed
Af Sørine Gotfredsen
HISTORIEN OM Palle alene i verden har mærket mange af os for livet.
Pludselig en dag opdager Palle, at han er det eneste menneske
overhovedet, og euforisk går han i gang med at tømme byens slikbutikker
og gøre, hvad der passer ham.
Ingen forholder sig til hans gøren og laden, og i starten kan Palle knap
tro sin egen lykke. Men snart begynder ensomheden og det meningsløse at
snige sig ind på ham, og Palle indser, at det er temmelig tomt at være
alene i en verden, hvor der ganske vist ikke er irriterende regler, men
hvor der til gengæld heller ikke er nogen, der bekymrer sig for ham.
Tegning: Peter M. Jensen
Det kan være fristende på rendyrket liberalistisk vis at mene, at enhver suverænt selv bestemmer, om han vil dø af druk, overvægt eller kulsorte lunger, for umiddelbart ligner det klar logik, at mennesket er herre over sin egen krop og skæbne.
Og i øvrigt har diverse diktaturstater lært os, hvor tragisk tingene kan udvikle sig, når et ideologisk system vil regulere den frie vilje. Ikke mindst rygeforbuddet har sat gang i diskussionen om totalitær nypuritanisme, og korets mest liberale stemmer er efterhånden så irriterede på systemet, at de er nær ved at hylde den, der trodser alle løftede pegefingre og lever så usundt, at det kan blive med døden til følge.
Dog findes der flere skavanker ved det liberalistiske syn på mennesket som et væsen med ubetinget ret til at drikke sig ihjel. For det første negligerer tankegangen, at vi ikke alle har samme forudsætninger for at tage vare på os selv, og for det andet ser den liberale tænkning ofte regler og forbud som tegn på foragt for mennesket frem for at se det som omsorg.
Tænkningen kommer til udtryk mange forskellige steder, og forleden var det pludselig komikeren Anders Matthesen, der i forbindelse med sit nye show brokkede sig over et samfund med regler overalt. Også han synes en anelse blindt at forholde sig til begrebet frihed som noget saliggørende og ikke som en tilstand, der også kan indebære, at mennesker falder til bunds.
Anders Matthesen og andre, der taler imod for meget begrænsning, glemmer, at i et samfund, hvor den enkeltes ve og vel udelukkende betragtes som en privat sag, kan mindre selvhjulpne personer hurtigt blive tabere. Enhver tilbøjelighed – ikke mindst den selvdestruktive – bunder i noget dybere, som vi sjældent selv er herre over, og frie rammer er kun vejen til lyksalighed for den, der er stærk nok til at holde kursen.
De mindre driftsikre kan få det svært i et samfund, hvor det ligger dybt i mange danskere ikke at blande sig i andres livsførsel. Den holdning kan rumme en indirekte kynisme både over for den, der helt konkret æder eller drikker sig ihjel, og bestemt også over for de børn, der vokser op med en mor eller far, der gør det. Et samfund skal bekymre sig om at opdrage sine indbyggere, fordi vi på kryds og tværs griber så meget ind i hinandens skæbner, at det er uforsvarligt at lade være.
Når Anders Matthesen fortæller, at han i det danske samfund føler sig som indespærret i et slags fængsel med restriktioner og overvågning overalt, lyder det ikke helt gennemtænkt. Det lyder som noget, børn siger, når de er trætte af de voksne, af fornuften og af det fundament af regulering, der overhovedet gør livet i et overbefolket samfund muligt.
Ingen kender den endelige løsning på balancen mellem formynderi og personlig frihed, men de liberale kræfter har det med at sprede sig som naive paroler om mennesket, som et væsen, der skal stilles frit, selvom det risikerer i samme mundfuld til sidst også at falde frit. Frit og uden nåde.
Det er sandt, at kontrol og regulering kan udvikle sig til et overgreb på det private rum, og dagen må ikke opstå, hvor vi alle skal møde til årlig kontrolvejning eller tvinges til at motionere. Der går en grænse mellem kollektiv opdragelse og direkte indgriben i den enkeltes eksistens, men enhver borger i dette land skal formeligt stopfodres med oplysninger om, hvordan man bedst tager vare på sig selv. For ingen skal gå rundt og føle sig som den eneste Palle i verden, der måske nok for en tid glæder sig over, at livet er uden regler, men som snart mærker tomhed, fordi ingen heller nærer bekymring for, om man lever eller dør.
Det gode samfund opfatter mennesket som så skrøbeligt, at det ikke må overlades til sin egen uvidenhed, men også som så frit, at det selv bestemmer, om det i sidste ende vil følge de gode råd eller ej. Det er ikke krænkende at oplyse mennesker om, hvordan man passer på sig selv og andre i et overflodssamfund, hvor den store frihed kan være svær at administrere. Det er krænkende at lade være.